EU Kommissionen anmoder Danmark om at fjerne spilmonopolet

Kommissionen har formelt anmodet disse medlemsstater om at ændre deres love efter at have vurderet deres svar på åbningsskrivelser, der blev sendt i april 2006, hvori Kommissionen søgte at konstatere, om de pågældende restriktioner er forenelige med EF-traktatens artikel 49, som garanterer fri udveksling af tjenesteydelser.

Efter Kommissionens opfattelse er restriktionerne ikke forenelige med gældende EU-lovgivning, og de foranstaltninger, disse medlemsstater har truffet for at begrænse det frie udbud af sportsvæddemålstjenester, er ikke blevet dokumenteret at være nødvendige, proportionale og ikke-diskriminerende. Endvidere kan de eksisterende nationale operatører efter Kommissionens opfattelse ikke betragtes som velgørende organisationer, idet de er underlagt strenge årlige indtægtsmål og ofte benytter kommercielle detailsalgssteder til at udbyde deres forskellige spilletjenester. Disse formelle anmodninger har form af "begrundede udtalelser", som er anden fase i den overtrædelsesprocedure, der er fastsat i EF-traktatens artikel 226. Foreligger der ikke noget tilfredsstillende svar inden for to måneder, kan Kommissionen forelægge sagen for EF-Domstolen.

Baggrund

Kommissionens beslutning om at indlede en undersøgelse af de pågældende foranstaltningers forenelighed med EU-retten bygger på klager, som er fremsat af en række tjenesteydere, og på oplysninger tilvejebragt af Kommissionens tjenestegrene. Klagerne drejer sig om restriktioner i udbuddet af sportsvæddemålstjenester, bl.a. kravet om en statslig bevilling eller licens (selv i tilfælde, hvor en spiludbyder har lovlig bevilling i en anden medlemsstat). I visse tilfælde gælder restriktionerne også fremme af og reklame for tjenesterne og de pågældende medlemsstaters statsborgeres deltagelse i spillene.

EF-Domstolen har tidligere fastslået, at restriktioner, der er begrundet i tvingende almene hensyn, f.eks. beskyttelse af forbrugerne, på en "sammenhængende og systematisk måde" skal medvirke til at begrænse væddemålsvirksomhed. En medlemsstat kan ikke påberåbe sig, at det er nødvendigt at begrænse dets borgeres adgang til væddemålstjenester, og så samtidig opfordre og opmuntre dem til at deltage i statslotterier, hasardspil eller væddemål, som er til gavn for statens finanser.